Anmeldelser:

"Kan man spise softice med pinde?"

Af Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen

»En lille tiltrængt børnebog om hvad det vil sige at være adopteret. Anna bor i Danmark hos sin far og mor, men hun er født i Kina af en kinesisk dame, der har afleveret hende på et børnehjem. Det giver lidt forvirring, når Emil spørger, om Anna så kommer med flyvemaskine hver morgen, og Anna har sine spekulationer over sin biologiske mor, der måske savner hende og over, at hun ikke ligner sine forældre.

Handlingen udspiller sig på Anna syv års fødselsdag. Hun får en lyserød cykel, og om lørdagen kommer vennerne og Annas bedstemor på besøg. Annas venner, hvoraf flere er adopterede, medbringer hver en ting, som de er særligt glade for. Alfred har en krokodille med, der udover sin ’bamseværdi’ (= affektionsværdi) også symboliserer beskyttelse og mad, der hvor Alfred kommer fra. Dagen ender i ren idyl, og det er måske nok den eneste indvending i forbindelse med en bog, der omfatter mange af de aspekter ved at være adopteret, som børn kan spekulere på. Tilværelsen er rigeligt idyllisk. Der er små bølger, som når Anna bliver sur på Emil, eller når Alfred bliver drillet med sit hår, men generelt er børn og voksne mere end almindeligt hensynsfulde og pædagogisk korrekte, og de syvårige børn er veltalende og stort set velopdragne. Heldigvis spiser nogle af dem grimt, så der er stadigt remtræk til virkeligheden.

Illustrationerne fylder bogen ud og supplerer teksten. De er enkle, og Anna og hendes omgivelser minder behageligt om svenske Alfons Åberg og hans omgivelser.

Pædagogisk læsning for både det adopterede barn og barnets legekammerater..«

Birte Strandby,
i Bogvægten


Børnebog: Kan softice spises med pinde?
 
»Når Anna ligger i sin seng og skal sove, tænker hun på, om månen også lyser i Kina. Der er Anna nemlig født for præcis syv år siden. Eller rettere: for cirka syv år siden. Der er faktisk ingen, der ved præcis, hvornår Anna er født. Undtagen hendes Kina-mor, måske. Men hende kender Anna ikke.

Anna har en skøn Bedste. Hun kan så mange historier, at Anna slet ikke forstår, at de kan være inde i Bedstes hoved. Men Bedste siger, at de ikke fylder ret meget inde i hendes hoved. Det er først, når de kommer ud af munden, at de vokser. Især hvis der er nogen, der vil lytte til dem.

Underfundig og finurlig
Bogen er en perlerække af den slags underfundigheder. Om at være adopteret? Om at se forskellig ud fra ens forældre. Om at savne sin første mor, som man ikke kender. Om at lade sig kramme af mors og fars "Dengang vi fik dig" historie. Om at blive sur - rigtig sur - når man synes, andre børn spørger om dumme ting. Om at ens mor også kan blive så sur - rigtig sur. Så er hendes mund er tyd som en blyantsstreg og bugter sig som en slange. Om at være så glad at ens mund ligner en halvmåne. Om gerne at ville finde sin Kina-mor - men helst vil have mor og far med, fordi det nok er bedst, at de tager med og passer en. Om at bruge spisepinde til at forberede sig til rejsen til Kina.

Adoptivmødrene bag bogen
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem forfatter Malene Fenger-Grøndahl og tegner Annemette Bramsen. Begge har arbejdet med børnebøger før, men denne fælles bog er den første, hvor de bruger deres egne erfaringer som (adoptiv)mødre til at fortælle en historie til 5-10-årige børn og deres forældre og bedsteforældre.

Bare der var en i min klasse, der var adopteret
Nærværende anmelder har læst den 60 sider lange bog sammen med familiens yngste, der er blevet del af klanen på traditionel vis. Albert er ni år og en rutineret læser:

"Det er en rigtig god bog. Bare der var en i min klasse, der var adopteret. Det ville være sjovt.

Jeg synes, det er sejt af Annas Kina-mor, at hun indrømmer, at det barn, hun har fået, skal have en anden mor og far for at få det rigtigt godt.

Underligt - hvis der er en, der vil spise flødeboller med pinde. Tror du ikke, at man spiser dem med fingrene i Kina? I Danmark er der jo ikke nogen, der spiser dem med en gaffel vel?

Billederne er sjove. Det er som om, der er klippet rigtige billeder i nogle af dem. Det, synes jeg, er virkelig godt."

Alberts mor er enig med Albert. "Kan man spise Softice med pinde" er en rigtig god børnebog. Jeg tror især, den vil sige børn i den ældste ende af målgruppen noget - altså de der er 6 - 9 år. De små vil måske synes, at bogen er for lang.

En version til smartbords?
En idé til forfatterne er et udvikle en version af bogen til skolernes interaktive tavler. Det vil være en eminent god bog at "læse" op i en klasse, hvor der er børn, der er adopteret. For jeg kan i den grad godt forstå, at Anna bliver ked af det og irriteret over altid at skulle forklare, hvorfor hun har sort hår og hendes mor rødt. Ordet "adopteret" er også svært at forstå og da helt umuligt at stave til.«

Anmeldelse i AC Børnehjælp

Kan man spise softice med pinde?

»Dette er det første indlæg ud af tre i en spændende lille serie om den nyeste børnebog på markedet, Kan man spise softice med pinde? Bogen udkommer den 4. oktober og er i følge pressemeddelelsen en finurlig, farverig og filosofisk børnebog om det at være adopteret, om hvad en god familie er, og om at spise softice med kinesiske spisepinde. Selv får jeg bogen tilsendt fra forlaget én af de allernærmeste dage, så jeg kan anmelde den her på AdoptionsBloggen som seriens tredje og afsluttende indlæg. Men før jeg gør det, er det min glæde at kunne bringe et personligt interview om forfatteren Malene Fenger-Grøndahls og tegneren Annemette Bramsens arbejde i næste uge.

Kun Kina-mor ved, hvornår Anna er født
Både Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen er begge adoptivmødre, og som de andre ildsjæle, jeg har interviewet inden for adoptionsverdenen, har de to mødre fundet modet og tiden til at udleve drømmen om at skabe en bogserie, som kan komme os og vores adopterede børn til gode.
Historien om Annas syv års fødselsdag er nemlig første bind i en serie af bøger, der følger Anna på hendes rejse gennem store spørgsmål, skøre oplevelser og svære beslutninger. Når Anna for eksempel ligger i sin seng og skal sove, så tænker hun på, om månen også lyser i Kina. Anna tænker også meget på, hvordan der ser ud i Kina. Hun er nemlig født i Kina. For præcis syv år siden. Eller rettere: for cirka syv år siden. Der er nemlig ingen, der ved, præcis hvornår Anna er født. Undtagen hendes Kina-mor, måske. Men hende kender Anna ikke.

Hvorfor skal netop denne børnebog se dagens lys?
Både forfatteren Malene Fenger-Grøndahl og tegneren Annemette Bramsen har arbejdet med børnebøger før, og denne historie er henvendt til 5-10-årige børn, deres forældre og bedsteforældre.
Men der findes jo (heldigvis) flere børnebøger om adoption, og målgruppen er forholdsvis lille. Så hvorfor skal netop denne børnebog se dagens lys som et supplement til de andre? Det spørger jeg Malene Fenger-Grøndahl om i næste uge her på AdoptionsBloggen. Vi ses!«

Trine
AdoptionsBloggen


Malene Fenger-Grøndahl:
Kan man spise softice med pinde?

»Anna fylder 7 år og skal holde fødselsdag. Anna bor sammen med sin mor og sin far i Danmark. Men Anna er faktisk fra Kina. Hun blev adopteret, da hun var lille. Anna tænker tit på sin Kina-mor. Mon hun lever endnu? Mon månen også lyser i Kina? Mon Anna en dag kan rejse til Kina?

Annas Bedste er med til fødselsdagen. Hun har en god ide, som hun på forhånd har inviet børnene i. De har nemlig alle taget en ting med til fødseldagen. En ting som de skal putte ned i Bedstes kuffert. En efter en kommer tingene op af kufferten og børnene skal på skift fortælle, hvorfor de valgt den ting de har med. Det bliver en god fødseldag med mange forskellige historier. Alfred fortæller om en krokodille fra Afrika. Der kommer Alfred nemlig fra. Louise har boksehandsker med, hun vil nemlig så gerne gå til boksning. Anna har valgt spisepinde og fortæller om Kina.

Historien om Annas syv års fødselsdag er første bind i en serie af bøger, der ifølge forlaget følger Anna på hendes rejse gennem store spørgsmål, skøre oplevelser og svære beslutninger.

Både forfatteren Malene Fenger-Grøndahl og tegneren Annemette Bramsen har arbejdet med børnebøger før. De er begge adoptivmødre og det fornemmer man hurtigt, når man læser bogen, som både er pædagogisk, sød og let at leve sig ind i. Historien henvender sig til 5-10-årige børn, deres forældre og bedsteforældre og fungerer både som højtlæsning for de yngste i målgruppen og som selvlæsning for de dygtige læsere. Sproget er enkelt og rart og dermed fint afstemt til målgruppen. Kan man spise softice med pinde? er et godt bogvalg til familier med adoptivbørn.«

Jane Andersen den 9. oktober 2011
BogBlogger.dk


Kan man spise softice med pinde?

'"Der findes forskellige spørgsmål her i verden. Nogle er vigtige; som f.eks. om man kan spise softice med pinde, mens andre er irriterende og svære at svare på; som f.eks. hvor ens rigtige mor er eller hvorfor man kan have sort hår, når nu ens mor har rødt hår?

Sådan er spørgsmålene i hvert fald delt op for Anna, der er født i Kina, men bor i Danmark sammen med sin mor og far. I bogen "Kan man spise softice med pinde" følger vi med Anna, da hun fylder 7 år. Anna tænker tit på Kina; når hun øver sig på at spise med pinde, når mor og far fortæller om, hvordan hun blev deres, og når hun bli'r vred på mor og far, og gerne vil væk hjemmefra. Anna synes, det er svært at forklare de andre børn, hvad det egentlig betyder at være adopteret, når man ikke engang selv er helt sikker på at forstå det. Hun er ikke engang sikker på, hvordan det staves.

Hvad Anna derimod er sikker på, at hun forstår, er, at børn i Kina spiser ris hver dag - og altid med pinde.

Igennem bogen lærer vi Annas mor og far at kende, hendes venner og hendes bedste. Vi lærer også flere af vennernes historier at kende. Der er mange forskelligheder, men ingen er specielle. Og sammen med børnene får vi hjælp af Bedste til at forstå, at man godt kan være venner og ligne hinanden, selvom man ikke er ens. Dét er en af bogens fine pointer.

Med "Kan man spise softice med pinde" har Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen lavet en både sjov og tænksom børnebog, der henvender sig til børn (og deres forældre) i alderen 5 til 10 år. At Anna er adopteret er naturligvis en væsentlig pointe, men som jeg ser det, henvender bogen sig ikke af den grund snævert til børn, der selv er adopterede. Den kan lige så godt læses af nogen, der kender én, der er adopteret, i børnehaven eller i andre sammenhænge, hvor det er godt at snakke om, at man kan have forskellige måder at være familie på.

Bogens billeder er herlige. De er en blanding af tegning og foto-collage. En fin detalje er, at Annas rottehaler viser hendes humør. Da jeg åbnede kuverten med bogen, fik jeg hjælp af min søn Samuel på knap 3, som jo er udenfor bogens målgruppe. Alligevel kunne han fortælle en lang historie udfra billederne, så på den måde kan bogen sagtens vække mindre børns interesse også - selvom de næppe fanger alle nuancer i historien.

Der er ingen tvivl om, at "Kan man spise softice med pinde" er en bog, der har ligget forfatterne på sinde. Det er vigtige emner, der hives frem, som tankerne om føde-landet og den første mor, om at være anderledes, om at høre sin historie og om at være familie og have venner. Selv forældrenes blandede følelser om Kina-mor hentydes der til, ligesom Bedste kommer med gode råd om at leve her og ikke hos dem, man har mistet. Det er svært for mig at bedømme, om bogen vil lidt mere, end den egentlig kan rumme. Måske er der simpelthen for meget godt i den til, at emnerne helt får lov at få den plads, som de fortjener. På den anden side er netop dét en udemærket introduktion til Anna og hendes verden. Og så er det jo godt at vide, at bogen her bare er den første i rækken!

For mig var den bedste bid af bogen, da Bedste slår fast, at det er godt at have forældre, der passer på én. Annas ven Alfred svarer glad: "Ja, de gælder alle steder." Dét er da det bedste i hele verden at vide: at ens mor og far er ens mor og far alle steder - uanset om man er født i Kina eller i Danmark og har rødt eller sort hår. Og er der noget alle børn har godt af at vide, så må det være dét.«

Anne Thompson
Kristne Blogs


Kan man spise softice med pinde?

»I bogen “Kan man spise Softice med pinde ?” møder vi hovedpersonen Anna på 7 år. Anna er født i Kina, men er adopteret og bor nu sammen med sin mor og far i Danmark. Annas fødselsdag danner rammen om fortællingen om Anna, hendes forældre, bedstemor og venner. Her iblandt Alfred som er adopteret fra Afrika, og Signe som ikke har nogen far.
Gennem fortællingen bliver vi præsenteret for de mange tanker og udfordringer, som Anna møder i dagligdagen, fordi hun er adopteret og ser anderledes ud end sine forældre og skolekammerater.

“Kan man spise softice med pinde ?” er en sød velskrevet børnebog om Anna på 7 år, som bare gerne vil være som alle andre, men som af flere grunde, ofte kommer til at føle sig anderledes. Bogen skildrer på fornem vis, hvilke udfordringer man som adopteret kan forvente, at møde i dagligdagen fra sine omgivelser. Eller de adopteredes egne tanker og forestillinger omkring adoptionen og deres biologiske rødder.

Personligt har denne børnebog givet mig stof til eftertanke. Som kommende adoptivmor har jeg gjort mig mange tanker og bekymringer om, hvordan jeg på bedste vis kan snakke med mit barn omkring adoptionen og barnets forhistorie. Med denne bog føler jeg mig mere tryg og rustet til opgaven. Bogen giver mange gode eksempler på, hvordan man kan gøre fortællingen om barnet til noget naturligt og rart at snakke om. Og således være fælles med barnet om historien.

“Kan man spise softice med pinde ?” illustrerer fint, hvordan man som forældre kan tage hul på fortællingen om barnet, ved f.eks. at lave et album med papirer, billeder og billetter vedr. adoptionen. Bogen giver gode eksempler på, hvordan man kan snakke med sine børn om svære emner som biologiske forældre, fattigdom og død.

Bogen kan bruges som en sød godnathistorie allerede fra børnene er helt små, da bogen er skrevet i et børnevenligt sprog med flotte tegninger. I takt med at barnet blive større og begynder, at indgå i andre sammenhænge som børnehave og skole, kan bogen bruges som afsæt for vigtige snakke omkring barnet og barnets forståelse af egen identitet.

“Kan man spise softice med pinde ?“ beskriver fint, hvor konkret tænkende børn er. F.eks. spørger de andre børn i børnehaven Anna, om hun flyver med flyvemaskine til børnehaven, når hun kommer fra Kina? Dette er et reelt spørgsmål, men for Anna er det et fjollet spørgsmål, da hun jo næsten bor lige ved siden af børnehaven. Anna møder mange lignende spørgsmål, fordi hun ser anderledes ud, så derfor er det også helt naturligt, at Anna nogle gange ville ønske, at hendes næse lignede hendes mors næse, eller hun var i Kina sammen med sin Kina-mor.

Det bedste ved bogen er, at den gennem fortællingen om Anna også har øje for, at man som forældre og barn sagtens kan nære et dybt kærlighedsbånd til hinanden, og ligne hinanden på andre måder, uanset hårfarve eller hudfarve.«

Anmeldt af en kommende adoptivmor.
DanAdopt.dk


Alle børn har brug for at få deres historie på plads

»Er der noget der hedder en rigtig mor og far? Ny bog ser på adoption med børnebrillerne på.

Malene Fenger-Grøndahl har sammen med Annemette Bramsen skrevet bogen »Kan man spise softice med pinde«. De to kvinder er begge adoptivmødre, og derfor har de tematikken helt inde på livet.

Anna er syv år. Hun er født i Kina og adopteret af en dansk familie. Hun er hovedpersonen i en ny bog for børn om adoption, som Malene Fenger-Grøndahl har skrevet sammen med illustrator Annemette Bramsen.

For halvandet år siden hentede Malene Fenger-Grøndahl og hendes mand, Carsten Fenger-Grøndahl, deres yngste datter Safia på et børnehjem i Burkina Faso. Hun var på det tidspunkt to år.

En børnebog om adoption havde længe rumsteret i Malene Fenger-Grøndahls hoved.

To adoptiv-mødre
Malene Fenger-Grøndahl er freelance journalist og forfatter. Hun har tidligere skrevet to børnebøger om religion og tro.

»Min datter begyndte på et tidspunkt at være enormt optaget af alle de spørgsmål. Jeg oplevede, at det var nemmere at forklare det, hvis jeg havde en tegning eller en sang. Så projektet voksede ud af samtaler med hende,« fortæller Malene Fenger-Grøndahl.

Annemette Bramsen illustrede den ene af bøgerne, men de mødte aldrig hinanden.

Da Malene Fenger-Grøndahl var kommet hjem med Safia blev hun del af et internetforum for adoptivforældre. Her kom hun og Annemette Bramsen tilfældigt i kontakt med hinanden, da Annemette Bramsen lige havde adopteret en pige fra Kina, og de blev enige om at lave en bog sammen.

Adoption i børnehøjde
»Kan man spise softice med pinde« udkom 4. oktober, og den har været længe undervejs.

»Bogen har haft godt af en lang proces. Vi har haft tid til at snakke med familier med adopterede om, hvad der var vigtigt at få med. Tegninger og tekster er blevet sendt frem og tilbage mellem os. Det var en oplevelse at se, hvordan Annemettes tegninger kunne folde teksterne ud og åbne et felt for fantasien,« siger Malene Fenger-Grøndahl.«

Af Kirstine Lefevre Sckerl, Adoption
i Aarhus Stiftstidende


Sorø-tegner står bag ny børnebog

»En forfatter og en tegner opdager tilfældigt, at de begge er adoptivmødre. Det blev starten på et fælles projekt, der udkommer i dag, d. 4. oktober 2011 - børnebogen »Kan man spise softice med p...

Annemette Bramsen har set sine illustrationer på tryk mange gange, men alligevel er det lidt anderledes denne gang, for børnebogen »Kan man spise softive med pinde?« er et lille hjertebarn for tegneren.

bog: Netop i dag, tirsdag d. 4. oktober, udkommer der er ny børnebog med titlen »Kan man spise softice med pinde?«. Bogen er skrevet af forfatter Malene Fenger-Grøndahl og Sorø-tegner Annemette Bramsen, der begge er adoptivmødre.

»Jamen det er fantastisk. Det her er et lille hjertebarn, der sendes ud i verden,« siger Annemette Bramsen om udgivelsen.

Bogen henvender sig primært til børn, både adopterede og ikke-adopterede, men også til forældre og bedsteforældre.

Historien handler om Anna, der er ca. syv år. Ingen ved nemlig, præcis hvornår hun er født, undtagen hendes kinesiske mor, som Anna ikke selv kender.

I »Kan man spise softice med pinde?« sættes der ord og billeder på en masse spørgsmål, som f.eks. kan man savne en mor, man aldrig har kendt og hvad er en god familie? En finurlig, farverig og filosofisk fortælling om at være adopteret, fejre fødselsdag og om at træne til en cykeltur til Kina.

En stor del af identiteten af være adopteret
»Der findes mange bøger om adoptivbørn, men vi synes der var plads til flere. Det er en stor del af børnenes tilværelse, at være adopterede,« siger Annemette Bramsen, der er mor til fireårige Frida, som er født i Kina.

»Vi ville lave noget, der kunne gøre noget godt for vores børn. Man har brug for at bygge dem op,« siger Annemette Bramsen, der håber bogen kan hjælpe en god snak på vej i familier med adoptivbørn. Adoption er ofte et følsomt emne for både børn og forældre.

»Men det er ren fiktion,« understreger tegneren om historien om Anna. Alligevel har hun brugt egne erfaringer undervejs i arbejdet med bogen.

»Jeg har prøvet at lave lidt sjov med det også, som situationen, hvor forældrene skal spise middag hjemme med Anna første gang. Jeg kan godt huske, hvor mange krumspring man gjorde, mens den lille sad og så mistroisk på en,« fortæller Annemette Bramsen og griner.

Et tilfældigt møde
Annemette Bramsen er uddannet tegner og grafiker. Hun har arbejdet selvstændigt som tegner siden 1998, og har mange faste opgaver for forlag, bl.a. illustrationer til skole- og børnebøger.

I forbindelse med netop en forlagsopgave er hun tidligere blevet sat sammen med Malene Fenger-Grøndahl, men de to mødtes aldrig. Al korrespondance forgik pr. mail.

Det var et rent tilfælde, at Annemette Bramsen stødte på Malene Fenger-Grøndahl igen på et adoptionsforum. »Så det var lidt af et tilfælde, at det her samarbejde kom i stand, men vi svinger godt sammen. Hun havde ideen. Jeg blandede mig så lidt som muligt i historien.«

»Jeg læser historien og går struktureret til værks. Jeg tegner streg i hånden, og så lægger jeg farver på på computeren,« fortæller Annemette Bramsen om arbejdet med illustrationerne.

Bogen har været undervejs i et års tid. »På grund af mig,« indrømmer Annemette Bramsen. »Malene skrev hurtigt, men det her er et hjertebarn, så jeg har brugt lang tid på det.«

Begge kvinder er stolte over at stå med det færdige resultat. »Det føles godt, det er en rigtig god mavefornemmelse.«

Malene Fenger-Grøndahl har allerede ideerne til flere bøger, så historien om Anna fra Kina kan blive en serie, men det afhænger af, hvordan det kommer til at gå med denne første bog.«

Af mette juhl den 4. oktober 2011,
i Sorø Avis